I Danmark er både fysisk, psykisk og social vold ulovligt.
Der gælder derfor nogle særlige regler for dig, hvis du vil skilles på grund af vold. For det første skal du kunne bevise, at volden har fundet sted. Det er altså afgørende, at du anmelder volden til politiet, tager på skadestuen og indsamler dokumentation for volden.
Husk, at du ikke skal ignorere volden af hensyn til rygter, din ægtefælle, angsten for at miste din opholdstilladelse eller muligheden for at finde en ny mand. Vejen til et selvstændigt liv i Danmark starter nemlig med at gå imod tavsheden. Hvis I har børn, skal du også anmelde volden til de sociale myndigheder.
Den psykiske og sociale vold kan være svær at bevise. Det er, fordi der er tale om en forbrydelse, der ikke umiddelbart efterlader synlige spor på din krop. Derudover er den psykiske og sociale vold tit en forbrydelse, som foregår inden for hjemmets fire vægge.
Hvordan beviser du volden?
Indvandrerrådgivningen anbefaler dig at føre dagbog over episoderne med vold, så du kan bevise dem. Du bør også gemme alle de beviser, du har. Det kan være SMS’er, optagelser med lyd og anmeldelser til politiet. De kan nemlig bevise, at du bliver udsat for vold.
I dagbogen skal du beskrive de konkrete episoder detaljeret. Det vil sige, at du skal angive dato og klokkeslæt. Samtidig skal du skrive, hvad din mand eller hans allierede sagde og/eller gjorde, da du blev udsat for vold.
Vold behøver ikke kun komme fra din mand. Du kan sagtens have en, to eller flere, som er voldelige imod dig. Vold – hvor flere går sammen om at udøve den – sker oftest blandt mennesker med rødder i de mellemøstlige lande, og hvor islam er den centrale religion. Det står i modsætning til den vold, som typisk etnisk danske mænd udøver. Her bakker familien sjældent op om volden.
Hvad er fysisk, psykisk og social vold?
Fysisk vold er ofte, at din mand gør noget imod dig, så du føler fysisk skade eller smerte. Fysisk vold vil typisk efterlade synlige mærker på din krop. Det vil tit være slag, lussinger, spark, tvungen sex og forsøg på at kvæle dig.
Din mand kan også bruge redskaber, når han er voldelig. Det kan være, at han slår med forskellige genstande, som ligger i hjemmet – men det kan også være, at han for eksempel bruger knive.
Fysisk vold behøver ikke at give dig blå mærker. Fysisk vold kan nemlig også være alt fra, at du bliver isoleret og spærret inde til, at din mand nægter dig søvn og mad.
Psykisk vold er den mest udbredte form for vold i Danmark. Den bliver tit overset, selvom den faktisk er den mest skadelige form for vold.
Du kan kende psykisk vold ved, at den ofte handler om din personlighed og gøren. Volden kan give dig en følelse af konstant at blive nedgjort, mobbet, ydmyget, krænket, manipuleret, domineret og truet af din mand eller hans allierede. Det kan også være stalking, forfølgelse og lignende. Hvis du oplever stalking og forfølgelse, har du mulighed for at søge om tilhold. Det betyder, at politiet kan give personen et forbud mod at stalke, forfølge og helt generelt kontakte dig.
Før vi kan tale om psykisk vold, skal volden finde sted mere end én gang. Det betyder tit, at volden sætter spor på dit selvværd og selvtillid.
Trusler fylder meget i denne form for vold. En af de mest brugte trusler er, at du bliver sendt tilbage til dit hjemland, hvis du ikke adlyder din mand. Det er derfor tit udenlandske kvinder, som lever med denne trussel. Det kan også være trusler på livet. Både på dit eget og jeres børns liv. Det kan også være, at din mand truer med at tage sit eget liv, hvis du ikke gør, som han siger.
Social vold kan minde meget om psykisk vold. Grænsen mellem de to former for vold er derfor ikke altid klar. Du kan dog tit genkende den sociale vold ved, at din mand forhindrer dig i at arbejde, få undervisning i dansk og gå alene i byen for at handle ind. Tit skal han eller en af hans allierede følge med. Et tegn på social vold er også, hvis du for eksempel vil til lægen, og et medlem af familien kræver at tage med som tolk.
Hvad kan du gøre for at beholde din midlertidige opholdstilladelse?
Du skal anerkende, identificere og anmelde volden. Det vil øge din chance for opholdstilladelse.
Anerkende vil sige, at du er klar over, at du udsættes for vold. Identificere betyder, at du beskriver den vold, som du bliver udsat for. Anmelde er at fortælle og beskriver over for politiet, at du er udsat for vold.
Udlændingestyrelsen revurderer din midlertidige opholdstilladelse, hvis du bliver skilt fra din mand, som har familiesammenført dig til Danmark. Hvis du gerne vil skilles – eller er blevet skilt – fordi din mand har udøvet vold imod dig, er det vigtigt, at du skaffer dokumentation for volden. Det har afgørende betydning for din opholdstilladelse.
Dokumentation kan være bilag fra skadestuen og papirer, som viser, at du har anmeldt en situation med vold. De beviser og dokumenter er vigtige, når Udlændingestyrelsen skal vurdere, om din opholdstilladelse kan fortsætte, eller om den skal tages fra dig.
Det er derfor meget vigtigt, at du:
- Anmelder episoderne med vold.
- At du får en kopi af anmeldelserne. Det er vigtigt, fordi dokumentationen vil give dig større chance for at beholde opholdstilladelsen efter Udlændingelovens § 9 c, stk. 1.
Det tager tit 6-12 måneder, før Udlændingestyrelsen har fundet ud af, om du kan beholde din midlertidige opholdstilladelse. Under behandlingen af din sag har du alle dine rettigheder. Det betyder, at du for eksempel stadig må arbejde og få lægehjælp.